Hvis I ønsker vielse/velsignelse i Vinding Kirke, kan I enten kontakte kirkekontoret på telefon 7640 8150 eller I kan udfylde en forespørgselsformular.

Vi har i Vinding ingen specifikke krav om tilknytning til sognet – vi er glade, hver gang et par ønsker at blive viet hos os ;-) I kan blive gift, når I begge eller en af jer er medlem af folkekirken.

Prøvelsesattest
Før vielsen skal I have en såkaldt prøvelsesattest fra kommunen, som skal afleveres til præsten eller kirkekontoret. I skal udfylde en ægteskabserklæring til kommunen på www.borger.dk for at få prøvelsesattesten. Husk at have jeres nemID klar. Attesten viser, at I opfylder betingelserne for at indgå ægteskab, altså at ingen af jer allerede er gift i forvejen. Prøvelsesattesten er gyldig i fire måneder og skal sendes til kirkekontoret.

Nyt navn?
Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I selv ansøge om det på www.borger.dk. I kan som hovedregel få hinandens mellem- og efternavne. Indtil tre måneder efter vielsen er det gratis at få foretaget navneændring, hvis der er tale om et navnefællesskab.

Vidner
Vielsen har juridisk gyldighed, og derfor skal der være to vidner til stede under vielsen. Vidnernes navne og adresser noteres i kirkebogen. Det kan for eksempel være to familiemedlemmer, som er tilstede i kirken til jeres bryllup. Navn og adresse på de to vidner skal sendes til kirkekontoret.

Samtale med præsten
Før brylluppet skal I en samtale med præsten. Her aftaler I blandt andet salmerne til jeres bryllup ligesom præsten fortæller jer om selve vielsesgudstjenesten.

Gæster og dresscode
Mange forestiller sig, at et kirkebryllup er synonym med meget planlægning, stor fest og dyrt, fint bryllupstøj. Men til et bryllup i folkekirken er der ingen dresscode eller krav om mange gæster og dyr fest. Ikke fra vores side i hvert fald ;-)  I kan altså sagtens aftale bryllup med kort varsel og blive gift i hverdagstøjet. Hvis I gerne vil have en privat vielse, hvor kun I selv er tilstede, kan præsten hjælpe jer med at finde vidner.