Hvis du er pårørende til en afdød og skal tage stilling til, om afdøde skal begraves eller brændes (kremeres), kan du enten selv udfylde en såkaldte begravelsesanmodning på www.borger.dk eller du kan kontakte en bedemand, som så typisk vil tage sig af alt det praktiske og formelle omkring begravelsen/bisættelsen.

Du kan ligeledes selv kontakte kirkekontoret for at finde et tidspunkt for begravelsen/bisættelsen eller lade bedemanden gøre det.

Ved bisættelse bliver afdøde brændt (kremeret) på et krematorium, og asken lægges i en urne, der nedsættes i jorden på kirkegården. Ved en begravelse nedsænkes kisten i jorden.

Var den afdøde medlem af folkekirken eller et andet trossamfund, vil det blive taget som udtryk for et ønske om kirkelig begravelse, med mindre den døde havde givet udtryk for andet.

Har afdøde tilkendegivet ønske om begravelse eller kremering samt eventuel askespredning, vil dette blive fulgt. Ellers skal du vælge dette i anmodningen. Hvis sognepræsten kan godkende anmodningen, der er lavet digitalt, sendes den godkendte anmodning til anmelders e-Boks, Skifteretten og evt. krematorium og kirkegård. Den afdøde må hverken begraves eller brændes, før anmodningen er godkendt.